Det gik, fordi jeg fik krisehjælp af lærerinden. Hvad f…..skete der lige der?
Jeg havde lige holdt et fordrag for nogle 3. g´er i sidste uge og sad på lærerværelset og spurgte med vantro. – Er der INGEN der taler med de unge om, hvordan de har det?

– Næh, var svaret. Faktisk ikke. De er så selvstændige og kan alt muligt og så tror forældre og skolen, at så klarer de resten selv. Følelser er ikke noget vi snakker om. Jeg prøver, men det går ikke så godt.
– Jamen, de trives jo ikke? De er ikke motiverede, de er nærmest ikke til stede. Jeg har kun været sammen med dem 2 timer og de efterlader et indtryk at at være i underskud med voksenkontakt.
Vi skilles efter en lang snak og lærerinden siger. – De kunne godt lide dig. Det er ikke umuligt, at jeg snart ringer igen. – Gør det, siger jeg. Jeg vil gerne være med til at åbne den dør.

Det går ikke, det der. Vi skal snakke om følelser og vi skal snakke meget om dem – hver dag. Fordi det er der, – på følelsesplanet, at vi skal udvikle os.
Det nytter ikke noget bare at tilføre hård automatisk indlært viden og penge og tro, at så har de unge hvad de skal bruge. Slet slet ikke. Den tid er forbi.

Vi skal ikke bare lære dem noget. Vi skal snakke med dem – høre hvordan de har det og hvad de tænker om det hele og om sig selv. Vi skal opmuntre dem til at komme med deres mening og bud på fremtiden både for sig selv og samfundet. Vi skal gå ind i den dialog med dem. Vi skal gøre det hele tiden – det skal fylde meget.

Det vil udvikle dem som mennesker og vi har brug for mennesker med forståelse for sig selv og andre. Vi har brug for mennesker der har er fortrolige med at kigge på sig selv, og tør få øje på deres egen reaktionsmønstre og mekanismer og som ikke er bange for at tage stilling til sig selv.
Vi har brug for mennesker der har fundet ud af, at det de tænker og handler ud har betydning. Vi har brug for mennesker der udfra den en forståelse af at være betydningsfuld, helt naturligt tager et ansvar for sig selv og andre.
Vi har brug for mennesker der tør samarbejde istedet for at forsvarer sig. Mennesker der kan finde ud af at være medmenneskelige i stedet for umenneskelige. Mennesker der tør kærlighed, forpligtelser og som føler at det er naturligt, at have det godt med sig selv og andre.

Hvis ikke vi forstår det, for vi en masse mennesker der er uvidende om sig selv og det de forårsager. Mennesker der sidder på bagsædet at samfundet og hverken giver eller modtager en skid. Folk som vælger slåskampe, ensomheden eller ligegyldigheden. Sådan nogen som vi andre så kan penge finger af, kalde egoister og andre grimme ting.

Vi får ikke en god verden, hvis de unge mennesker ikke går ud og skaber sig et godt og meningsfuldt liv, på et kvalificeret følelsesmæssig baggrund.

De skal arbejde med, det skal vi allesammen. Vi har allesammen et ansvar og vi har allesammen mulighed for at gøre noget i det liv vi har nu, lige præcis der hvor vi er.

Troen på, at de unge selv klare at udvikle sig følelsesmæssigt er SÅ forkert. Ingen klarer sådan noget alene, heller ikke voksne – det er ihvertfald de færreste der kan det og vi underkender vores følelsesmæssige udvikling voldsomt.