Engang var jeg ikke i tvivl om, at nogle mennesker var mere værd end mig, og at jeg selvfølglig var mere værd end nogle andre.
I dag ved jeg, at vi allesammen er lige meget værd, og at alt andet er en illusion. En illusion, som vi oven i købet selv skaber, eller køber fra andre med samme overbevisning. I dag ved jeg, at det er min opgave, at få øje på illusionen, for at kunne stoppe min naive forestillinger, og at jeg skal tage vare på mit eget værd. Det er altså min opgave, at komme i øjenhøjde med andre mennesker.
Der skulle dog løbe mange børn i vandet, inden den tiøre faldt for mig. Jeg havde svært ved, at få øje på ligeværdet, når jeg kiggede mig omkring i verden. De rige blev jo behandlet, som om de var mere værd end de fattige, hvide mennesker blev behandlet bedre end farvede, voksne blev der lyttet til, og børnene blev overhørt – og sådan var det tydeligt, at ikke alle var lige meget værd. Min forvirring var stor, for nogle steder blev de fattige jo betragtet som sødere og bedre mennesker end de rige, andre syntes, at kvinder havde mere værdifulde egenskaber end mænd, og at mænd blot var ufølsomme undertrykkende væsner. De farvede var mere ægte, og derfor mere værd end de hvide, der jo bare var grådige osv.
Men et langt liv, en god portion livserfaring og en masse personligt arbejde har nu lært mig, at vi alle sammen, er præcis lige meget værd. Der er ikke så meget som et grams forskel på mennesker, i den henseende. Grunden er, at vi allesammen er her på jorden for at lære. Vi ankommer med nøjagtig lige meget lys og med hver vores opgave. Vores opgave er at lære, at blive glade for os selv, nærme os en positiv opfattelse af os selv, og lære at se igennem mer- og mindreværdsfølelsen, og dermed forstå, at vi allesammen er lige meget værd.
Mer- og mindreværdsfølelsen fungerer som en vippe inden i os – jo mere mindreværd du føler, jo større er dit merværd. Når min vippe sætter i gang, starter det med, at jeg bliver bange for ikke, at være noget værd, bange for ikke at kunne slå til, og ikke at være værd at elske. Så sætter jeg andre op på en piedestal – måske min mand, min kone, mine børn, mine kolleger, venner eller chefen. I samme øjeblik jeg gør det, vipper vippen, og jeg mærker mer-værdet og begynder at tænke nedvurderende om de selv samme mennesker, som gav mig følelsen af mindreværd. Jeg kan altså tænke både overvurderende og nedvurderende om det samme menneske på en gang. Jeg kan måske synes, at min mands mening betyder mere end min, at alt hvad han gør er mere betydningsfuldt, og jeg føler mig mindreværd over for ham. Kort tid efter kan jeg så se alle hans fejl tydeligt, og jeg foragter ham, eller synes det er synd for ham. Han kan have det på fuldstændig samme måde. Han kan sætte mig op på en piedestal, og måske være bange for at stå ved sig selv over for mig, og samtidig se ned på mig.
”Man skal være i øjenhøjde med dem man hjælper, også selv om de ligger ned”, står der på et skilt i personalestuen på misbrugscentret her i byen. Her har man forstået, at hvis man skal hjælpe nogen, så skal det være i ligeværd. I ligeværdet er man lige så meget værd som alle andre, uanset hvor man er i sit liv, og når man skal hjælpe hinanden er det et samarbejde, hvor ingen er mere værd end den anden.
Når jeg er i ligeværdsfølelsen, kan jeg mærke medfølelse og empati for andre mennesker. Jeg er glad for mig selv, glad for det jeg kan, og det jeg har og rummer. Jeg kan stå ved mig selv, og tør sige min mening, uden at blive bange og begynde at forsvare mig. I ligeværdsfølelsen vil og kan jeg lytte til, hvad andre siger, og det betyder ikke noget, hvem der f.eks. frembringer og ejer de ideer, der kommer frem – for her er vi ligeværdige og allesammen lige meget værd. Når jeg er i ligeværdsfølelsen har jeg en god og sund indføling med mig selv og andre mennesker. Jeg tager ingen projektioner til mig, og jeg er god til at slappe af når jeg møder andre, der f. eks. er vrede, i sorg eller er usikre. Jeg er hverken mere eller mindre værd, mit bedste selvværd er ligeværd. Jeg er født ligeværdig, og det er kun følelsen af mindreværd, der kan forstyrre den følelse.
Angsten for mer- og mindreværd fylder meget i de fleste mennesker liv og, at det er en af de helt store misforståelser vi skal lære at gennemskue, kan også læses i skabelsesberetningens første scene. Her tager Gud et ribben ud af Adam og skaber Eva. Det er billedet på, at vi alle sammen – både mænd og kvinder, bærer dybe følelser af at være halve mennesker, og ikke have det, der skal til for at løse vores egne problemer hver især. Skabelsesberetningen giver et billede af, at ingen er mere værd end det andet køns ribben, men det er ikke sandheden!
Mer- og mindreværd skaber uendelig mange problemer og udfordringer i vores liv. Vi mærker mindreværdsfølelsen og bliver bange for ikke at være noget værd, og så begynder vi at forsvare os. Vi starter krige, bliver fattige, syge, ulykkelige, mishandlede, og vi mishandler os selv, dyrene og naturen – alt sammen ud fra mer- og mindreværdsfølelserne.
Men nu da vi har opdaget, at det er sådan det hænger sammen, så lysner det for menneskeheden. Nu er der mulighed for at opdage og føle, at vi alle sammen er lige meget værd. Vi kan nu begynde at lære, at stole på, at vi kan finde hinanden og begynde at samarbejde, først og fremmest med os selv. Lykkes det, kan vi standse de diskussioner og den usikkerhed, vi føler inde i os selv hver især, og derefter kan vi med klogskab og følelsen af ligeværd, brede følelsen ud i både familien og samfundet.
Det kan sagtens lade sig gøre, og det er den vej vi kommer til at gå, for vi er alle sammen lige meget værd!