Jeg var ved tandlægen i forleden. Det er ikke min yndlingsbeskæftigelse, men en plump har vredet sig løs fra fundamentet og så er der ingen vej udenom
Jeg kan godt lide min tandlæge og jeg har citeret hende i min bog ”Det kræver en god fantasi at forestille sig at man er god nok”
– sådan her lyder afsnittet fra bogen.
Der er snart et område af mit liv, der ikke har forandret sig til det bedre.
”Du har det godt,” siger min tandlæge, mens hun undersøger min mund.
”Hvad mener du med det?” spørger jeg forbavset.
”Det kan jeg se på dit tandkød. Du har ingen paradentose mere,” siger hun.
Og sandt – min paradentose er pist væk. Hun finder ingenting med sit sylespidse instrument.
Jeg står meget mere inde for mig selv. Jeg er holdt op med at forråde mig selv, som Ellen vil udtrykke det. Hun kaldte paradentose for Judaskysset.
Det nye er, at min tandlæge forbinder de to ting. Jeg hiver sugerøret ud af munden og siger overrasket. ”Det dér, det er faktisk min replik!”
Hvis jeg begynder at snakke åbent om sammenhængen mellem det pyskiske og det fysiske hos min tandlæge, giver det ingen afvisninger, men derimod stor åbenhed, selvom hun siger, at det snakker hun ikke så højt om.
– Nu har jeg læst din bog, siger hun, da jeg kommer ind af døren – og du kan tro jeg har taget ved lære. Jeg har taget ved lære af det, jeg selv siger i bogen.
Så fortæller hun, at da hun læste sig selv sige, at hun ikke snakker så højt om, at hun kan se og mærke hvordan folk har det, så gør hun det meget mere nu..
F.eks. havde hun en patient forleden, som skal igennem en større operation, men kunne mærke, at der var noget helt galt.
Ganske rigtigt var patienten inde i en skilsmisse og stærkt ude af balance. De bliver enige om at vente med operationen, til der er mere ro på.
Tandlægen nævner flere eksempler. Bl.a. en patient som gerne vil holde op med at ryge. Tandlægen kan se, at hun har det bedre end nogensinde (mens de har kendt hinanden) og siger, at hvis hun vil holde op med at ryge, så er det nu, hun skal gøre det. Patienten bliver glad og går i gang med at lægge smøgerne på hylden.
Jeg hælper både mig selv og patienten, siger hun. For når patientener er ude af balance, så bliver forløbet heller ikke godt. Der er meget der kan gå galt, man heler ikke så godt og der vil være en masse udeblivelser, klager som ikke har noget med mig at gøre, men kommer fordi folk er frustrede over noget andet og den slags.
– og når jeg siger det til dem, så tænker jeg på dig. Hendes ansigt lyser op i et stort smil og det sammen gør mit.
Tænk, jeg har skrevet en bog, hvor min tandlæge kan læse sine egne ord og blive inspireret og tage ved lære af dem. Sikke en krølle, den havde jeg ikke set komme.
Nu er patienterne mere end bare en tand og hun bruger sin indfølelse og åbenhed som hun har masser af, mere skal jeg knagme ikke forlange. Det er jo lige det, jeg ville med den bog.
Så opløftet af den historie og en frisk plumpe i undermunden gik jeg glad ud i dagens regnvejret.
