At vi tager os selv alvorligt

Jeg vil også gerne sende gode ønsker om et godt nytår og glæde og fred i det nye år.
Og når jeg gør det, så mærker jeg samtidig en stærk trang til at udtrykke et andet ønske for os allesammen.
Jeg tror, mange af os har været rigtig bange i 2015 for verden og vores egen fremtid. Der er så mange billeder fra 2015, som bare ikke vil gå væk i dag. Vil de billeder fortsætte og kommer der nye. Vil vi se flere angreb, mere magtesløshed, flere flygtninge, døde børn, kynisme og ligegyldighed.
Jeg kan sagtens mærke angsten og tomheden, men et sted inde i mig huserer der også en optimisme og en tro på, at vi overhovedet ikke er magtesløse, at det er noget, vi tror. Den optimisme kan jeg bare ikke få til at gå væk og jeg må snakke om den.
Jeg tror, at det er vores opgave som mennesker at få øje på mulighederne, på rækkevidden af vores fantasi og logik – at forstå os selv og vores ubegrænsede skabende evner. Tage de evner til os, i den takt vi kan se dem, forstås. Vi kan jo ikke se noget, vi ikke kan se – det er klart, men at vi tager det til os når vi får øje på det og ikke afvise det som tilfældigheder, held eller noget der kommer udefra universet, eller at der sidder en eller nogen derude, som tager ansvaret for os.
Vi skal være glade og lykkelige, men glæden er tit størst, når vi mærker at vi udvikler os, modnes, kommer til at se mere positivt på os selv og andre, mærker evnen til at overvinde og klare udfordringer, der før fremstod totalt umulige at løse.
Vi vil blive bange igen i 2016, vi vil forbande og ønske hævn over dem der vi giver skylden for volden. Vi vil støde på vores egne voldelige og hævngerrige følelser og måske vil vi denne gang være i stand til at mærke, at det er vores egne følelser dem, ikke de andres, der skræmmer livet af os, før noget som helst andet. – at vi er vores egne værste terrorister.
Vi kommer helt sikkert rundt i følelsesbutikke igen i 2016 og vi vil helt sikkert også møde sider i os selv, som vi ikke har haft den store kontakt med før.
Og det vil forandre os.
Gode sider og ressourser vil vi også møde.
Sider som næstekærlighed, medfølelse, lyst til fælleskaber og engagement i hinanden og i verden. Kærlighed til vores nærmeste og det der betyder noget for os, glæde og store øjeblikke af lykke. Vi vil føle os mere vågne og se farverne klarere.
Vi vil få brug for ressourser som har ligget i dvale, og som vi måske slet ikke kan forestille os, at vi er i besiddelse af – og det vil føles dybt berigende.
Rigtig mange vil opleve at hjælpe og mange vil opleve at få hjælp og mærke familiefølelsen igennem det.
Vi vokser og modnes gennem kriser, sådan er det bare. Det er ikke i fredstid vil udvikler os mest. Og udvikle os – det bliver vi fanden danse mig nødt til, hvis vi skal klare vores problemer og holde op med at slå os selv, vores jord ihjel. Så set på den måde, så er vi nødt til at få nogle problemer der vækker os.
Det kommer som personlige oplevelser til de enkelte mennesker og det kommer som oplevelser vi får sammen med andre.
Vi vil mærke, at glæden ikke kommer udefra, men vil mærkes som noget der vokser indefra og ud.
Når mange nok finder de sider, så vil de også slå igennem i den måde vi politisk, økonomisk og teknologisk klarer problemerne. Og så begynder det at vende og så vil vi have lært noget nyt om os selv. Men kun hvis vi tør tage det til os, – at vi ikke er magtesløse, – at det bare er noget vi tror.
Det er store penselstrøg her det ved jeg, men hvis ikke i dag, hvornår så?
Punktum og rigtig godt nytår til jer allesammen og til alle mennesker på jorden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *