Kunst er når sjælen fortæller om, hvordan den oplever det at være menneske.

Kunst er forbindelsen til vores følelsesmæssige dna. En samtale på det dybeste plan – den følelsesmæssige forbindelsen mellem os mennesker. Det sted hvor samtale om, hvordan det opleves at være menneske finder sted. Det sted hvor vi spejler os i hinandens oplevelser og finder vores eget ståsted. Det sted hvor vi finder hinanden, fordi vi genkender os selv i andres værker. Det sted, hvor vi finder ud af, at vi er større, rigerer og dybere end vi måske gik rundt og troede til dagligt. Kunsten er det sted, hvor vi kan se det mikroskopiske og det gigantiske i samme blik, hvor vores storhed, vores mål og vores vej er.
Kunsten fortæller os, at vi er forbundne og hører sammen og kommer samme sted fra. Kunsten er det der vækker os, når vi er faldet i søvn og dysser os til ro, når vi bliver bange at være alene, fanget i mørket. Kunst så får os til at græde og glædes, når vi troede vi var døde og glemte. Kunst er en samtale, der rækker ud over døden og kommer før livet. Kunst er følelsernes sprog.
Derfor sørger totalitære systemer altid for som det første, at undertrykke den frie stemme i kunsten og ensretter den, så den bliver til en hjernevaskning, et ensidigt spejl der tjener den, der vil dominerer.
Hvis kunsten blev fri, ville den først af alle fortælle om, at den som vil dominerer, vil det ud fra nøjagtig samme motiver, som dem der vil underkaste sig – usikkerhed, fordi man er bange for dem, man er uenig med.