Her kommer replikken og sådan så scenen ud.

– Hvis jeg ikke havde en anelse om, at at lyset og kærligheden findes, ville jeg aldrig gå i gang med at søge, så ville jeg blive i mit mørke og affinde mig med lidelsen, tomheden og meningsløsheden. Jeg ville finde mig i det ukærlige, det uelskelige sted, og ikke drømme om noget andet.
Men anelsen i sig selv, er min pant på, at den findes.

Anelsen får mig til at længes, og til sidst til at bevæge mig. Jo stærkere anelsen bliver, jo større bliver længslen også. Til sidst er der ingen eller intet der kan stoppe mig, jeg ved bare, at jeg skal gå. Det kan forekomme mærkeligt for andre, især for dem, som endnu ikke har anelsen og som tror på skæbnen. De vil ryste på hovedet. De der har gået vejen nikker og ved, hvad jeg snakker om.
De ved, og jeg kan se det på dem, at de ved, at det findes. – Ja, din anelse er sand. Lyset og kærligheden findes. Det er dit hjem og du er lysets barn, siger deres øjne. I lyset er alt kærlighed og klarhed, uden tvivl og uden forstillelse. I lyset er du evigt elsket uanset hvad.
Lyset har du med dig, hvor du går og det er også fra lyset i dig selv, at din anelse kommer. Lyset er dit hjem, og kærligheden skal du finde, når du finder hjem i dig selv.

Kærligheden ligger ikke udenfor mig selv, og jeg kan ikke leve på at andre elsker mig, for så skulle jeg altid være i nærheden af dem. Jeg skal heller ikke finde kærligheden i himlen, for så ville fuglene være forud, som Jesus sagde.
Kærligheden ligger foran mine øjne og mine ører.

At være noget for andre og fylde verden med kærlighed kan jeg kun, ved at finde den i mig selv. Kærlighedens vej er indefra og ud i hvert enkelt menneske. Den har ingen andre veje. Det er logik i mine øjne.

Mørket er ikke andet end ukærlige forestillinger om min egen værdiløshed.
Kærligheden derimod er en realitet, og mine sår heler sig i kærligheden.

Mørket har ikke mere magt end jeg giver det. Jeg kan ikke slås med mørket, for mørket er min egen tvivl og min egen angst for ikke at være elsket. Når jeg opdager det, så er jeg ikke længere er så bange, og det er vejen frem.

Jo nærmer jeg kommer en kærlig accept af mig selv, jo breder og lysere bliver vejen, og jo tydeligere er det, at jeg altid er elsket, uanset hvad.
Vi er  allesammen lysets børn, og allesammen skal finde vej hjem til os selv. Det er vores opgave, hver især og vejen vi går, kan ingen gå for os, men de allerfærreste kan gå den alene.

Sådan lød den tekst, jeg sendte til dramaturgen. Lidt højstemt måske, og den færdige tekst dramaturgen lavede, var også mere ned på jorden, og det klædte hele sceneriet.
Vi var en håndfuld, der var inviteret til at skrive. Det skrevne blev så lagt i hænderne på en dramaturg, som kunne bruge det som hun fandt bedst. I den endelige tekst, var kun det første afsnit af min replik med, resten har været til inspiration. Jeg synes, at den monolog hun fik lavet, udfra vores garanteret forskellige bud, fungerede rigtig godt. Det må ikke have været en let opgave.

Anne min datter var instruktør på koncerten,  og vi har haft mange virkelig spændende snakke om tro, om gud, om Luthers teser og ikke mindst vores egne mere uformulerede teser. Indimellem har vi skrevet til hinanden om hvordan man kan forstå de emner, som Luther var så optaget af. Vores forhold til gud og til at tro. Det har været spændende.
Udover vores samtaler under mere private former, har hun haft snakke med et par præster, og et par filosoffer. Hvordan og hvor meget ved jeg ikke så meget om. Den del af arbejdet, har jeg ikke blandet mig i,overhovedet.

En dag spurgte hun, om jeg ville skrive en tekst,  som skulle skrives som en replik, om hvorfor, at vi har så travlt med at lede efter og søge accept. Hun havde også bedt de andre om at skrive. Fra mig ville hun gerne havde vores behov for accept belyst ud fra ligeværdstanken.
– Jamen, jeg er din mor, sagde jeg. Vil det ikke se underligt ud, at du får din mor til at skrive.
– Jeg venter bare med at sige, at du er min mor.
Vi har været der før, for hun har før bedt mig om at være med. De andre gange som musiker. Jeg har før været instruktørens mor, med på arbejde, og det er gået godt de andre gange, så det gør det nok også denne gang. Tillid!

Men tilbage til emnet, som jeg får lyst til at udforske lidt mere på.

Jeg tror, at vi søger accept, fordi vi aner at det muligt af få den. Vi skal som i den lille nisse rejste, lede en masse steder, hvor den ikke findes, inden vi finder den, accepten, hjemme, –  i os selv.
Den var egentlig nem at skrive, for jeg formulerer så meget på det til dagligt, at det ligger lige for.

Det gode ved at få opgaver er, at opgaven kan dreje det jeg ved, ind på en vinkel, jeg ikke lige har tænkt på før. Jeg har før arbejdet med og skrevet om, at der i det lys vi har med os, ligger inspirationen til at udvikle os. Pludselig så jeg alle de forskellige måder, jeg behandlede og forstod den inspiration på.

Man kan sige, at i første omgang var jeg tilbøjelig til at søge accepten steder, hvor den ikke var. Eller endnu værre, jeg søgte snarere en bekræftigelse på, at accepten ikke kunne findes, at jeg var uelsket. Ubevidst selvfølgelig, men faktisk nok også mere eller mindre bevidst. Jeg spurgte folk, som jeg godt vidste ville svare, at det ikke er muligt. Så kunne jeg blive bekræftiget der i planens uholdbarhed.
Det fik jeg faktisk mange år til at gå med.

Drivkraften er i min forståelse som udgangspunkt positiv, også selvom tvivlen hele tiden får os til at gå mange kringlede omveje.

Jeg sidder lige og tænker på, at det at finde accepten af mig selv, i mig selv og af den vej kommer i forbindelse med en mere almen gyldig kærlighed og accept, jo ikke føles som en konstant tilstand.
Der er altid noget, der kan forurolige mig stadigvæk, altid noget der ikke er indbefattet af min egen accept. Jeg møder igen og igen tvivl og selvhad, eller de ubehagelige konsekvenser af både mine bevidste, men især mine ubevidste nedvurderinger af mig selv.

At forstå mig selv, udfra en positiv opfattelse, er en grundholdning jeg møder mig selv med.
Jeg kunne også vælge, at forstå mig selv som en synder, straf, anger og tilgivelse fra en gud, eller forestille mig mig selv, som et dyr, med kun et tyndt lag fernis af hårdt tillært kultur. Men det gør jeg ikke. Jeg hælder til tilliden til det naturlige gode i mig, og på at resten, mørket og mindreværdet er noget jeg aflægger mig i takt med, at jeg tør tro på at jeg kan og må.

Jeg skal ikke sige, at det er sandheden om mig, eller om jeg overhovedet er i stand til at se den, men jeg ved, at det er det for mig. lige nu. Jeg forstår logikken, og jeg befinder mig godt i den. Den giver mening, og det tror jeg er en nødvendighed for at være glad, at kunne se en mening med det hele.

Den er i sin udgangpunkt positiv. Den tror på mig, som mennesker, og at jeg er i stand til at klare mine egne problemer. Jeg synes, at den er til gavn for mig. Vi lever i et frit land, og kan tro hvad vi vil. Vi er ikke bundet af andres mening, hverken kirkens, vores forfædres eller nogen andens mening. Vi kan vel allesammen med fordel, spørge os selv, om det vi tror om os selv, er til gavn. Hvis vi ikke er tilfredse, så kan vi godt, og må godt vælge en anden forståelse.

Den er til gavn for mig, fordi den byder mig at arbejde sammen med mig selv, i stedet for at skælde ud og straffe mig selv. Den opfordre mig til at åbne op og arbejde sammen med andre, i stedet for at forskanse mig, og at ville klare alting alene. Den for mig til at føle mig som en del af menneskeheden, ligeværdig med andre. Jeg står ikke længere udenfor, og kigger på de andre, og placerer ansvar der. Vi har allesammen et ansvar, også jeg.
I virkeligheden kan man også kalde det at blive voksen. Jeg forholder mig mere voksent til mig selv og verden omkring mig.

Jeg farer stadig vild, men jeg oplever, at der er et hjem et sted inde i mig. Det er forskellen. Det gør at jeg går ud i problemerne med større nysgerrighed. Jeg tør godt være hjemmefra, fordi jeg ved der er et hjem.

Jeg ved også, at det er umuligt at blive hjemme altid. Hvis jeg ikke tør bevæge mig, så er jeg allerede hjemmefra, kan man sige.
Livet bliver en evig bevægelse, de negative følelser vil aldig være der, men har ikke mere magt end jeg giver dem. Sandheden er så ligetil, når jeg tør åbne op og se på det som er, i stedet for at se igennem mit mindreværd og sårbarhed.

Jeg er godt klar over, at andre har en anden opfattelse, andet ville vist også være mærkeligt, for vi er så forskellige stederr, og har så forskelligt udsyn. Måske forstår vi det, vi har fantasi til at forstå, og at det på den måde er en stærkt personlig ting at tro, sådan som Luther også konkluderede.

Det gik godt med at være instruktørens mor. Da Anne afslørede det for dramaturgen, spurgte hun bare nysgerrigt. – Har hun skrevet andet? Ha, der kom pralen så lige ind!!

Til sidst – det var overvældende at være der i salen. Premierenerverne slap da jeg hørte min egne ord. Det gav jordfornindels, og jeg kunne nyde musikke, sangen og at Anne havde lavet en stor flot koncert til os. Inden det gik i gang, jokede vi lidt med, at Dostojevskij i programmet står nedenunder alle tekstbidragsyderne, men han fik alligevel det sidste ord.
Hans replik ville jeg gerne have skrevet, men jeg må bare glæde mig over, at det er formuleret, så jeg kan spejle mig i det, og det kan jeg.

– Hvis nogen siger, at gud ikke er sandheden, så vil jeg dog hellere være med gud, end med sandheden.
Det var de sidste ord der blev sagt fra scenen den aften.