Kære Britta

Jeg læste med stor glæde din sidste besvarelse her i brevkassen. Den gav virkelig god mening, og nu står jeg selv i en situation, hvor jeg har brug for et godt råd og en forklaring på, hvad der sker i kommunikationen mellem min mand og jeg. Jeg synes, at han ind imellem taler grimt og nedladende til mig. Den anden dag, hvor jeg sad og spiste ved sofabordet, kom han hen og satte sig med en tallerken mad. Jeg synes, at hans mad havde en meget kraftig duft/lugt af fisk, hvilket jeg kommenterede med ordene: Din mad lugter meget stærkt af fisk, og det har jeg det svært med. Det skal lige tilføjes, at jeg ikke bryder mig om fisk, hvilket han er helt klar over. Hans svar var: “Du er altså meget sart”. Jeg blev først chokeret og efterfølgende ked af det, for til sidst at blive vred indeni. Jeg rejste mig og sagde roligt, at jeg ville sætte mig et andet sted, så han kunne spise sin fisk i fred. Men det skal siges, at jeg ikke var rolig indeni. Jeg tror, det gjorde noget ved ham, for han sagde, at jeg skulle blive siddende og så rejste han sig, og satte sig et andet sted i stuen. Og så talte vi ikke mere om det. Hvad kunne jeg have gjort anderledes, og hvorfor svarer han mig på den måde? Det er jo bare en fiskeret der lugter eller hvad?
Hilsen Xx

Kære Xx
Først, tak for rosen. Jeg går lige til sagen.Vi foretager os intet her i livet, uden at det kommer ud af en følelse. Hverken din reaktion på fiskelugten eller hans reaktion på din reaktion er tilfældigt. Intet er tilfældigt. Der ligger altid en begrundelse bagved og begrundelsen skal findes på følelsesplanet. Så vi dykker ned i følelsernes hav, og fisker årsagen til din mands grimme og nedladende reaktion op til overfladen. Din mands reaktion er ganske enkelt en sårbarhedsreaktion. Vi er sårbare, når vi synes, at vi har fejl og når vi synes, at det er meget farligt. Vores reaktion på de negative forestillinger om os selv kan være forskellige, men er meget ofte usikkerhed, som vokser til irritation og vrede. Den vrede kan vi enten lade gå ud over os selv, eller vi kan lade den gå ud over andre. Sårbarhed hedder også hundefølelsen, fordi vi reagerer ligesom en hund, når vi føler os sårede (over vores egen forestillinger). Vi enten bider eller kryber. At vores reaktioner ligner dyrs, når vi er inde i de negative forestillinger, får mange mennesker til at sige, at at vi bare er dyr, men en tynd overflade af civilisation. Intet kunne være mere forkert. Men vi gør os selv bange med den indstilling, fordi vi tror, at vi er fanget i vores dyriske reaktioner. Mennesker har en bevidsthed, der rækker ud over instinkter og drifter. Det dyriske plan ligger bag os, selvom vi stadig mærker de dyriske reaktionsmønstre. Forstår vi ikke det, forstår vi ikke vores formål og opgave som mennesker.

Han snapper efter dig, som hunden ville gøre, hvis den var såret. Nogle vil gerne argumenterer for, at man skal bide igen og helst lidt hårdere, men det er en skidt ide. Det er jo ikke nogen ubevogtet hundekennel I bor i. Han og du er på vej til at fungere med åbenhed og ligeværd imellem jer. Derfor kan alle problemer, der er skabt ud af vores dyriske reaktioner(i dette tilfælde med at snappe og bide), kun løses med åbenhed og ligeværd.Det her skal I snakke om, hvis I vil løse det, så begge to holder op med at projicerer jeres angst for ikke at være gode nok, ud på hinanden. Han må læse mit svar og så må I snakke. Hvis han kan få øje på, at det er det, han gør, så vil han selv ønske at holde op. I vil begge to have fået en følelsesmæssig forståelse af jer selv, og det afdramatiserer situationen. Det vil måske også være nødvendigt at læse i bogen “Vi er allesammen lige meget værd” i det lange udførlige afsnit om sårbarhed. Hvis I ikke har den, kan den købes på www.brittakristensen.dk

Skulle det ikke være nok, så kan I på samme hjemmeside finde priser på terapi her hos mig. Så skal jeg hjælpe med at få halet den fisk ind. Når kommunikationen bliver åben og tillidsfuld imellem jer, vil du heller ikke være så overfølsom overfor sårbarhedsreaktionerne. Det vil tage den grimme lugt af fisk, og i det hele taget, vil stemningen blive mere tryg og glad i jeres hjem. Men overfølsomhed er en snak for sig selv og nu får du ikke mere for den femogtyveøre. Lykke til! Kærlig hilsen Britta