Der kom godt med mennesker i går til koncerten på Bølgen i Svendborg og det var fedt at være ude og spille med duoen igen. Det har vi ikke været i langt tid, – der har være så meget.

Peter har fået mikrofonstativet i øjet, ( altså kun på billedet) helt uskadeligt, – ikke som mig, der knaldede selvsamme stativ i øjet på mig selv for fem år siden, samme sted og samme tid ovenikøbet og gav mig selv et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Seks uger i sengen og fem måneder uden stort set at komme længere væk end brugsen.

Krisen var også et tilbud om endnu en livsvending, som bl.a. betød, at vi startede duoen. Fjernsyn og computer var slukket, når jeg var i stuen, fordi frekvenserne gik lige i panikcentret. Til gengæld sad Peter og jeg i sofaen og snakkede.

Jeg tog en af de ukuleler, vi havde købt til børnebørnene, og så sad vi der og sang og spillede, prøvende og lidt famlende. Ud af de gode aftener voksede den her duo. Nu har vi sluttet en ring ved at stå her og spille fem år senere i fin stil, uden at komme til skade.

Der kan komme rigtig meget godt ud af kriser. Det ved jeg jo godt, så det er ikke noget nyt. Alle mine kriser (der har været nogle stykker) har reddet mit liv, og gjort det mere spændende, dybere og mere tilfredstillende at leve. Hver eneste gang har jeg hentet ressourcer og sider frem i mig selv, jeg ikke anede eksisterede. Hver gang har jeg været tvunget til at hive mig selv ud af de snærede kasser og rammer, jeg ellers havde sat mig i, og som jeg ikke er i tvivl om, netop var grunden til at jeg havnede i kriserne.

Der findes i virkeligheden ikke nogen kasser eller rammer. Vi har ubegrænsede ressourcer og muligheder i os, men vi har kun adgang til de ressourcer og muligheder, vi har fantasi til at forestille os at, vi har. Resten ligger ubrugte hen med mærkatet “Det er ikke lige mig, det der” Indtil man en dag kan høre sig selv sige, – Spille duo med sang og ukulele sammen med Peter. Det havde jeg sku aldrig forestillet mig, at jeg var i stand til. Sådan er det. Thats life.

Jeg har også lært at afværge flere kriser ved at holde op med at tro, at jeg skal præsterer eller tilpasse mig for at være god nok. I stedet for skal jeg leve mit liv som det spændende eventyr, det i virkeligheden er.

At leve livet som et spændende eventyr, er livsforlængende, giver som sagt færre kriser og en bedre følelse af ligeværd med alt og alle. For i eventyret er mindreværdets rolle, at være den, der skaber gåderne, – ikke andet. Gåder som man skal finde løsningen på for at komme videre.

Hver gang man har løst en gåde, er man blevet lidt klogere på sig selv og er kommet nærmere en gladere og mere positiv opfattelse af sig selv. Løsningen indeholder på den måde altid ligeværdet.

Følelserne bliver en guide i stedet for at være i vejen for en alligevel umulig perfekt præstation. Det er den afgørende forskel. Så kan I tænke lidt over det. Nå, så er der vist ikke mere at sige, end at man bare kan ringe på nummeret på plakaten, hvis man mangler noget hjertelig duomusik. Foto: Jan Schønemann