For et par dage siden hoppede jeg i et sårbarhedshul.
Et stort ledt et. Det åbnede sig bare og så tog jeg springet ud i det.
Jeg siger, at jeg tog springet, fordi det er sådan det er. Det er mig, der hopper.
Det går bare så stærkt og så automatisk, at jeg skal kigge på målfoto, for at se, at det var mig der gjorde det.
Jeg ved det, fordi jeg har studeret målfoto´s i årevis. Det er altid mig der ligger på målstregen og der er faktisk ikke andre i feltet overhovedet.

– Sårbarhed starter med, at du selv beslutter dig for, hvor du ikke slår til. Derefter går du og sårer dig selv med de forestillinger. Sagde Ellen og overbeviste mig om, at det kunne ændres.

Når nogen siger noget der ligger i forlængelse eller i nærheden af, hvad jeg går og sårer mig selv med, så snupper jeg det og bruger det til at give min sårbarhed ret.
Jeg kender proceduren.

Nede i sårbarhedshullet der tomt og mørkt. Ingen roser, intet lys og fremtid – jeg stivner i rædsel og skræk.
I dag var jeg faktisk i rigtig godt selskab, hvor der var mange roser til mig. Hvor alt det jeg ikke kan se i huller, faktisk var der. Nærhed, lys og ikke mindst fremtid.
Jeg formåede at bevare mit dårlige humør hele vejen igennem. Det var faktisk først da jeg kom hjem her for 1 time siden, at jeg fik erkendelsen.
Jeg har været så bange for sårbaheden, at jeg ikke så det gode, jeg sad midt i.
Vi lever i sandhed i den virkelighed vi har foran vores øjne og vores ører.