SKADEN ER SKET

Jeg vågner en morgen og har en underlig tæt fornemmelse i hovedet. Det er, som om mit hoved er blevet stoppet ind i en thehætte, og samtidig er der en svirrende og syngende lyd derinde, som lyden af en utæt radiator. Hele formiddagen går jeg og slår med hovedet. Måske er der noget, der sidder løst, og måske skal det bare rystes på plads. Jeg holder mig selv hen med idéer om, at det nok er en eller anden form for influenza eller mellemørebetændelse.  Det er i hvert fald meget ubehageligt, og hele dagen går med at forsøge at få det til at gå væk. Det er søndag, så der er ikke nogen læge at spørge til råds, og det suser og synger hele dagen. Jeg er helt træt og forstyrret til sidst og tænker, at en god nats søvn må kunne gøre noget ved det. Dagen efter vågner jeg dog op til samme tilstand, og der begynder at brede sig en klaustrofobisk stemning inde i mig. Den forsøger jeg også, uden held, at ryste af mig.

Et par dage efter går jeg til lægen og får overraskende nok en henvisning til en ørelæge.  Jeg tager imod den og henvender mig i konsultationen få dage efter, sætter mig tillidsfuldt i stolen og regner ikke med, at dette besøg vil vare ret længe. Nu gør jeg jo noget ved det; det er helt sikkert bare en ørevoks eller en ny slags mellemørebetændelse. Ørelægen kigger og peger, og mine øjne skal følge fingerens pegerier. Hvor er det godt, at vi har disse mennesker, der kan tage så konkret på en foruroligende situation. Jeg føler mig tryg ved, at det nu bliver undersøgt og repareret. I lokalet er der remedier og apparater, plancher og instrumenter, og alt sammen emmer det af kompetence og vilje til at ordne dette, formodentlig, lille problem. Der er rent og fint i klinikken, og ørelægen, en kvinde, er overordentlig flink og sød. Jeg slapper af, lader hende overtage styringen. Om lidt vil det være ovre, og i værste fald vil jeg stå med en recept, og så vil vi snakke om det, men ikke ret meget, da det jo ikke er værd at beskæftige sig med, småproblemer faktisk. Jeg burde nærmest ikke optage hendes tid med det.

Da hun er færdig med at pege og kigge, konkluderer hun beroligende, at der ikke er noget alarmerende i vejen. Ikke alarmerende, forstået på den måde at der ikke er nogen svulst i hjernen. Mine øjenreflekser er, som de skal være. Svulst i hjernen – den har jeg overhovedet ikke overvejet. Nej, selvfølgelig er der ikke det, men hvad er det så. Så hører jeg ordet, måske for første gang i mit liv.
”Tinnitus. Du har fået tinnitus.”
”Hvad kan vi gøre ved det?” spørger jeg. Jeg er indstillet på penicillin, f.eks.
”Intet,” er svaret. ”Den skal du lære at leve med.”
”Lære at leve med? Jamen, det går vel væk?”
”Nej, den skal du lære at leve med.”
”Jamen, sådan for evigt? – altid?”
”Ja, men du vænner dig til det.”

Jeg forstår den dag begrebet at ”tumle ned ad trappen”; det er, hvad jeg gør. Jeg tumler ned ad trappen. Benene vil ikke rigtig bære, jeg er lamslået og ude af stand til at tænke klart. Lære at leve med det? Det synger og svirrer i mit hoved, og det skal aldrig gå væk. Jeg har ikke fået en recept eller noget til at dryppe med. Jeg har bare fået besked om, at livet er slut, for det her er der vel ingen, der kan leve med! Og så ellers farvel og tak for i dag.

Man tror, at det er løgn og arter sig derefter. Jeg går i stå i en tidslomme af angst. Alle omkring mig ser mig sidde i hullet og bliver stille og beklemte, når de snakker til mig. Det er alvor. Jeg har fået noget med ørerne, og jeg møder ikke en eneste protest, da jeg aflyser alle spillejobs. Man forsøger kun at overtale, hvis man kan se den mindste sprække.