Fundamentet
Peter fik konstateret kræft for ret nøjagtig tre år siden. På det tidspunkt havde vi arbejdet med vores symptomer og sygdomme som reaktion på psykiske ubalancer i næsten tredive år. Det lå derfor helt naturligt for os, også at se på hans kræftknuden i tyktarmen på sammen måde.
Der er tre forskellige ting, der sætter gang i kræften, uanset hvor den sidder. Enten som før beskrevet:
1. At man er frustreret og skruer frustrationerne indad og det hjælper ikke at vende frustrationerne udad og give omgivelserne skylden.
2. At glæden og meningen med livet er forsvundet. Man har opgivet sig selv. Man begynder i stedet for at leve for andres skyld.
Alt bliver til held og uheld, tilfældigheder og uretfærdigheder, uden fornemmelse for, at vi alle sammen skal finde glæden selv.
3. En ubearbejdet sorg. Sorg er i alle tilfælde til syvende og sidst en sorg over, at man ikke kan nå sig selv. Sorg over, at have opgivet sig selv. Uanset om man giver noget udefrakommende skylden for sin sorg eller ej. Hvis man ikke får bearbejdet den sorg, forvandler den sig til selvmedlidenhed og medlidenhed, hvor man kan finde på at tage alverdens byrder på sine skuldre.
Kræftknuder i den nedadgående tyktarm viser en sorg over egen sårbarhed. Sorgen udløser et handlingsmønster, hvor man går forbi den, man gerne vil nå. Selvom det absolut ikke er ens bevidste hensigt. Sårbarheden kommer til at styre ens liv, hvis man ikke finder ud af ikke at tage den så alvorlig.
Den viden har været vores fundament for forståelse af, hvad der ligger bag Peters kræftknude.
Ved hele tiden at holde fast i fundamentet og stille ham spørgsmålene. Hvordan går det med frustrationerne. Hvordan går det med at give dig selv plads? Hvordan går det med sorgfølelsen? Er du ked af det? Er du tillidsfuld og glad? Hvordan går det med at leve for din egen skyld?
Måske er det mig der stiller de spørgsmål i første omgang, men det er når Peter selv begynder at stille dem og lytte til svaret og få talt om det der skal tales om, gjort det der skal gøres, at det reaktionsmønster, der giver mad til kræften, opløses og han kan begynde at svare ærligt positivt på spørgsmålene.
Det er på sjælsplanet vi afgør med os selv, om vi vil leve eller dø. Det er på bevidsthedsplanet, at vi (du og jeg) kan arbejde for at give os selv et indre miljø, som vi har lyst til at leve i. Et miljø hvor glæden over at leve er der og hvor meningen med sig selv og livet er til stede. Det arbejde er ikke nogen kamp. Det er opdagelse på opdagelse. Det er at slippe gamle plader om ikke at være god nok.
Vi kan godt selv mærke, når vi har det godt og når vi har det dårligt. Når vi er tæt på andre, kan vi også sagtens mærke, om de har det godt eller er kede af det. Peter har haft det godt i de sidste par år.
Han har taget stilling, arbejdet med sig selv, fået lyst til livet, sluppet meget af sorgen og frustrationerne igennem forløbet. Han har en helt anden indstilling til sig selv nu.
I sidste uge fik han svar på de afsluttende prøver og scanninger. Kræften er ikke vendt tilbage og han har er ude af sygehussystemer.
FOR MIN DEL
Fordi det kan være så svært at se indad, kan der komme modstand fra dem man gerne vil hjælpe. Peter og jeg har sammen igennem mange år oplevet helbredelser hos os selv og andre, som resultat af at komme i en ærlig og positiv dialog med sig selv. Hvis ikke vi havde de erfaringer, ville det være nemt for Peter at afvise mine forsøg på at nå ham på følelsesplanet.
Så havde de normer, der trives i samfundet om f.eks. ikke at tale om, hvordan man har det, at sygdom er hver mands herre, at der ingen sammenhæng er mellem vores sygdomme og den måde vi opfatter os selv på og mange andre – fået lov at styre showet.
Jeg har efter trykkeligt lært at holde fast i det jeg ved, vil hjælpe ham og mig. Jeg har lært at sætte grænser for min angst for fremtiden. Byttet angsten ud med at være lyttende på det der sker i ham og mig og reagerer på det jeg mærker. Vi har det godt begge to nu – det mærkes også tydeligt. Det er en lettelse at få svar og bekræftelse fra lægerne.
