I går var der så meget snak om gud på Facebook. Hvem har forstået bedst, hvem gud er og hvad HAN vil med os. En indianer så gud som en farfar. En farfar? – what! – hvis det er det niveau vi diskuterer på, så er gud en mormor, – der bager pandekager, når vi keder os.

Men det er lige præcist det, der er sagen her.
For mig ser det fuldstændigt ud som om, at hver gang vi personifiserer lyset, så starter projektionerne. Så manipulerer vi lyset om til f.eks. en kærlig trøstende voksen der sidder i himlen og tager ansvar for vores gerninger, eller til en streng og straffende gud der holder øje, med at vi opfører os ordentlig.
Så i stedet for at få øje på vores egne gerninger og tage ansvar for dem, så bruger vi tiden i klammeri med hinanden om, hvem gud bedst kan lide og hvem HAN holder med.
Imens sejler butikken lige lukt af helvede til.

For mig at se, er det det allerallerstørste problem vil skal løse her på jorden.
At vi ikke lige har fanget, at vi selv ansvarlige for voresegne følelser, tanker og handlinger.
Det er os der selv har skabt vores problemer og det er os der skal løse dem. Vi vil blive ved med at få svar på, at vi ikke tør tage ansvar for os selv. Vi vil blive ved med at få konsekvenserne og de bliver større og større, så længe vi skubber ansvaret for os selv, udenfor os selv.

Efter mange års laaangt kig på mig selv og andre, er min konklusionen, at jeg (og vi) har alt, hvad vi skal bruge for at løse vores egne problemer.
Hvis vi holder op med at identificerer os med vores fejl og følelsen af ikke at være god nok, så kan vi få øje på vores egne mulighederne for at rette op på skuden.
Hvis vi tør tale om vores fejl med interesse og uden fordømmelse, så kan vi lære af dem. Hvis vi slapper af overfor vores mindreværdsfølelser, vil vi få øje på samarbejdet med hinanden, – at vi allesammen er lige meget værd. Og at vi i samarbejdet og ligeværdet med hinanden, sagtens kan hjælpes og få de gode ideer, som ikke kommer igennem så længe vi slås.
I ligeværdet flytter vi bjerge uden at røre en finger.

Det kræver af os, er at vi tør se positivt og tillidsfuldt på os selv og vores muligheder for at ændre tingenes tilstand.

Nelson Mandela siger det smukt i sin skrivelse om – at det er lyset vi frygter – ikke mørket.
Forleden sagde en deltager på workshoppen, at hun længtes efter at være glad. Men hun frygtede mere at komme frem i lyset, for så ville hun blive synlig, udsætte sig selv for kritik og så skal hun til at tage ansvar.

For rigtig mange af os er det en overvindelse at blive voksne og tage ansvar for os selv. Vi protesterer på det og i vores store sårbarhed og angst for ikke at slå til, holder os selv fast i en teenageopfattelse, hvor vi har fuld frihed, men har far og mor i baghånden til at rydde op og redde os.
Inderst inde ved vi godt, at den ikke holder.

Jeg synes, det bliver tydeligere og tydeligere, at helvede skaber vi for os selv med vores mindreværdsfølelser.
Paradis finder vi gennem ligeværdet.
Og jeg er sikker på, at gud vil give mig ret!!