TJU – BANG! Chok! Hvad sker der? Det er mandag morgen, og jeg har sovet halvskidt om natten.
Jeg sidder og småsover foran computeren. Min facebook side, som lever et rimeligt stille og
roligt liv, eksploderer pludselig i mærkelige links, der regner ned over min profil.
Beskederne vælter pludselig ind. 40 på få sekunder. Lydsiden går amok. Jeg har pling, der
fortæller mig, når der er en besked. Pling pling pling pling lyder det i rasende fart. I løbet af få
sekunder står det klart. Jeg har startet en virus lavine. Jeg er i gang med at terroriserer mig selv
og andre med farlige links. De virusbefængte links, jeg kan se, er links til min bog! Det er så
angstprovokerende at se den blive brugt som skyts. Beskeder, sms´er og telefonsvarerbeskeder
tikker ind. Telefonen ringer.
De næste par timer er ret koncentrerede og kaotiske på samme tid, inden jeg får kontrol over
min computer igen. Jeg ringer efter hjælp, og jeg får hjælp, og Facebook itself reagerede også
rimeligt hurtigt og blokerede linksene. Hvad der egentlig hjalp af det, de og jeg gjorde, ved jeg
ikke, men det stopper. Jeg er rystet og lysvågen. Det hele har taget et par timer.
Som før sagt, så sker der ikke noget tilfældigt i mit liv.
Jeg selv kalder på begivenhederne i mit liv med mine følelser og forestillinger.
Heller ikke denne lokale spamterror selvfølgelig.
Hvad havde jeg af intentioner om at vække mig selv på den her måde?
Jo, allerede mens det stod på, havde jeg pejling på problemet inden i mig.
Jeg har i flere uger døjet med angsten for ”den offentlige mening” Jeg har haft tydelig lyst til
at skrive mere og anderledes på Facebook, end jeg gør. Jeg har holdt mig selv tilbage, og jeg
er ret frustreret over, at jeg ikke kan finde måden.
Hver gang jeg har lyst til at skrive noget, lytter jeg til den lille stemme, der siger. ”Det kan du
ikke tillade dig. Det er der ingen, der gider høre på. Hvad vil den og den sige? Hvad vil den og
den tænke? Hvad hvis nogen bliver vrede?
Det sidste er det værste. Jeg frygter og lader mig begrænse af angsten for normer, jantelov,
shitstorms, cyperstening, vrede, trusler og det, der er værre. Jeg gjorde det, som er tidens
store sportsgren – binder mig selv på hånd og mund.
Jeg har været frustreret over det og syntes slet ikke, jeg har styrefart i mit liv.
Det har faktisk fyldt meget, og jeg har skældt ud og skændtes med mig selv.
Nu sker det, jeg allermest har været bange for. Jeg spammer og terroriserer ud over alle grænser,
og min bog bliver brugt som virusbefængt bombe, der ryger ud til alle sider. Mine værste
forestillinger er blevet virkelighed og jeg går i chock.
Når jeg slår mig, er det lyset, der banker på, for at fortælle mig, at jeg er god nok.
Jeg ved det, og jeg er lysvågen nu. Jeg ser resultaterne af min egen frustration og vrede og at det
er det skrækscenarie, jeg sender ud. Jeg bliver mere rolig – jeg skal bare tage hånd om det.
Jo mere jeg slapper af, jo hurtigere får jeg løst problemet.
Jeg behøver ikke bruge tid på at skælde ud på mig selv eller andre. Jeg behøver ikke at bruge
energi på, at give tilfældet eller noget som helst andet skylden. Jeg kan gå lige til at handle uden
at gøre det værre. I det samme øjeblik jeg tager hånd om det, forsvinder den offentlige mening
og bliver fuldstændig ligegyldig. Jeg er helt hjemme i mig selv igen – ikke ude og flane rundt i
andre menneskers tanker og meninger.
Mit forsøg på at vække mig selv er lykkedes. Om eftermiddagen kan jeg mærke forskellen.
Jeg kan pludselig skrive det, jeg havde lyst til på Fb – uden at høre på stemmerne, som kommer,
men som jeg ikke giver nogen vægt. Det er mig, der er ansvarlig her.
Jeg giver pludselig mig selv plads, uden problemer. Jeg skal ikke slås med verden mere, bare sige
min mening, lige når jeg har lyst til det. Det er en helt fysisk lettelse og lyset omkring mig blive
klarere.
Næste morgen vågner jeg op uden smerter i mine knæ. Dem har jeg ellers haft mange af de
sidste uger. Jeg ved, at smerter i knæene altid hænger sammen med, at jeg ligger på knæ
for det mørke hoved. Jeg har bare ikke gennemskuet, at det var her, hunden lå begravet.
Jeg lærte samtidig en masse om at fjerne og blokere app´s, fjerne programudvidelser, om
facebooks hurtige reaktion og om meget meget andet. Jeg kan godt lide at lære nyt, og det kan
være, det kan bruges en anden gang.
Jeg opdagede også hvor mange mennesker, der egentlig sidder derude bag skærmene – hold da
op, jeg havde kontakt med mange. Jeg fik midt i balladen nogle gode snakke om at stå ved sig
selv og tage ansvar for det, jeg vil her i livet.
Nu er der gået en uge. Ingen smerter i knæene og jeg har skrevet det, jeg har haft lyst til på Fb
lige siden og det har været godt og hyggeligt.
