– Jamen – er det ikke sådan en damebog, din bog? spørger manden. Han smiler undskyldende og siger, at han selv er ved at læse en rigtig mandebog – en krimi. Bagved sidder konen og ruller med øjnene. – Ok, siger jeg bare og ignorer de rullende øjne.
Et langt liv har lært mig, ikke at svare på det spørgsmål. Jeg skifter emne.
Det er helt sikker overvejende kvinder, der har læst min bog. Ikke, at der ikke er mænd der læser den – det er der, og mere end én af dem, har været her og købt en stak til julegaver til hele familien. Men generelt virker det, som om mænd ikke tror det handler om dem, hvis det handler om følelserne og at kigge på dem, studerer dem og tage stilling.
Det bør laves om – det er simpelthen for vigtigt, til at vi kan lade det være på den måde.
Alt hvad jeg ved til i dag er, at vores handlinger er styret af vores følelser og forestillinger (både mænds og kvinders). Jeg ved også, at skal vi ændre på et samfund alle har lyst til at gøre bedre, så er øget bevidsthed vejen.
Bevidsthed om de følelser og forestillinger der ligger bag vores beslutninger og handlinger, både de private og de fælles. Så længe de er skjulte, så styrer de os – og de laver rigtig meget ballade.
Jeg ved godt, at det ikke er alle, der skal hoppe ned i følelsessuppen med hovedet først, som jeg gør. Men jeg mener, at alle skal vide noget om det. Det er simpelthen vores private og fælles psykiske immunforsvar, der er tale om. Man vælter ikke så nemt, når man kender sig selv. Det er øget bevidsthed som skal gøre os i stand til at takle de problemer og udfordringer der vitterlig er i vores liv.
Der er meget at kigge på, men dette her kunne godt være en slags grundviden.
Jeg tror på, at vi til syvende og sidst, i bund og grund og når alt kommer til alt, så er vi allesammen lige meget værd og det er når vi kan mærke det ligeværd, at tingene for alvor begynder at blive sjove.
Når jeg kan mærke ligeværds-følelsen overfor venner, familie og ude i samfundet også , føler jeg, at jeg har en betydning, at det har betydning det jeg gør. Jeg taget et naturligt ansvar.
Ubalancen i ligeværdsforholdet er mer- og mindreværdsfølelserne. Og den ubalance kører som en vippe – er der meget af det ene, er der præcis ligeså meget af det andet.
Hvis jeg er inde i mindreværdsfølelser, føler jeg mig nedvurderet. Et offer for omstændighederne og tilfældighederne. Jeg holder op med at føle, jeg har nogen betydning. Jeg holder op med at tage ansvar for noget som helst, også mig selv. Jeg kigger på dem, jeg føler betyder mere end mig og forventer at de påtager sig ansvaret. Synes måske ligefrem, at det er dem der er skyld i mine problemer.
Føler jeg mig mere værd, bedre end andre, så holder jeg også op med at samarbejde. Ser ned på dem, der føler sig mindreværdige. Jeg vil også opfatte dem som nogen der ikke selv kan tage ansvar og forsøge at tage det for dem. Vender de sig derefter imod mig med vrede, fordi det provokerer deres mindreværd, at jeg føler mig mereværd, så fatter jeg ingenting. Jeg ville jo bare hjælpe.
Da der ikke er en skid samarbejde i den ubalancen, og den vil uvægerlig føre til ballade. Begge sider vil begynde at blive bange for hinanden og vil beskytte sig imod hinanden og så kører den potte med krig og ballade. Ubalancen kører alle steder, hvor der er en relation,- i ægteskabet, forældre og børn, venner, på arbejde, imellem grupper, lande, religioner, race, køn osv. Lige nu bliver uligheden i verden større og større, mønstret bliver tydeligere og vippen vipper mere og mere.
Så længe vi er ubevidste om, at vi selv og allesammen har en andel af det her mønster, er vi magtesløse overfor at gøre noget effektivt ved det.
Og omkring det fælles – hvis mange nok af os – mænd og kvinder så bevidsthed om vores reaktionsmønstre, som en mulighed for at skabe fred med os selv og hinanden og gør noget ved det, så vil vore politikere helt sikker blive inspireret til at gøre det samme.
Lige nu, stønner jeg mig igennem (og ikke på den fede måde) debatter og tv-aviser i fjernsynet, fordi uvidenheden om egne og andres reaktionsmønstre og følelser, hos politikere, journalister og debattører er så lammende stor. Der bliver bare jokker blindt derudaf og kastet brænde på bålet med største selvfølgelighed.
Da vi skilles, manden med krimien og mig, siger han, – Det har jeg faktisk aldrig rigtig skænket en tanke. Han kigger mig lige i øjnene og han ligner pludselig en, der godt kunne finde på at begynde.
Han er tydeligt inspireret og måske læser han bogen, som konen forlængst har læst og ladet ligge fremme. Det ville være SÅ fedt. Den er også skrevet for at inspirerer ham.
Læs og lån bogen på bibliotekets ereol. 4 klik med musen, og den ligger på din computer.
“Det kræver en god fantasi at forestille sig at man er god nok”
