Familiejournalen

I går brugte jeg halvdelen af dagen sammen med en journalist, en praktikant og en fotograf fra Familiejournalen. Jeg havde bagt boller og dækket kaffebord, fordi der skulle lugte lidt Familiejournal-agtigt når de kom osv. Man kan selv digte lidt videre på de forestillinger jeg havde gjort mig.
Det blev helt helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Vi blev så optagede af at snakke om følelser og mening med livet, at vi konstant glemte både boller og kaffe, selvom det stod lige foran næsen på os. -Tag en bolle, sagde jeg. – Ja tak, sagde de og så snakkede vi bare videre.
Det blev særdeles intense timer med en journalist der bare var 100% interesseret og dedikeret. Det endte med, at hun insisterede på at få en behandling for “åben skærm”. Det fik hun, og hun lærte så lige noget om sine egne sårbarhedsreaktioner og om at bruge ting, til at synliggøre og forstå følelsen. Til sidst fik vi kaffe og boller og de kommenterede allesammen på, hvor dejligt der havde duftet da de kom.
Engang i det nye år, kan man så læse om åbenhed, om ligeværd, og om at turde se på sine “fejl” og meget andet i Familiejournalen og se journalisten få behandling med ting.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *