Forandringens vind er blæst ind over øen, og nu fryser det derude og man skal lige passe på, hvor man sætter fødder på vejen. Det kunne ende med en udskridning, brækkede lemmer og en tur på hospitalet, og der er ikke plads i disse dage. Skønt med frostens bid i kinderne.

Det er skønt med forandring fra det grå. Lifligt med nogle klare kontraster og med den struktur sne og pløjemark kan lave. En god forandring fra det våde og udflydende, der ellers har præget dagene her i januar.
Forandringens vinde blæser ind over os på alle måder for tiden. Der er så meget, vi kan gøre bedre, så meget der kan forandres til det bedre, så hvorfor ikke? Forandringen er som usynlig hånd trækker og skubber os ud af en puppe, vi har levet længe i. Langsomt og skindet på kroppen er stadig tyndt og for følsomt.

En krop der rummer en større lydhørhed og større musikalitet i vores omgang med os selv og hinanden. En større åbenhed og en lysere tilgang, der som det eneste kan feje skam og skyld af banen uden den mindste anstrengelse, bodsgang eller indviklede øvelser. En større fornemmelse af, hvad vores betydning og ord og handlinger gør ved os selv og andre. En større tillid til, at livet er bedre for os alle, hvis vi omgås med større respekt. At der er plads nok.

En krop, som vi ikke må udsætte for overgreb, hverken begået af os selv eller andre.

Jeg må ikke løfte på Findus, bare for min fornøjelses skyld, hvis han helst vil stå på gulvet. Jeg må heller ikke holde Laura fast, selvom jeg har lyst til at kysse og kramme. Jeg må ikke overskride Peters grænser, hvilket jeg sagtens kan, hvis jeg spiller mine kort rigtigt. Jeg må heller ikke lade andre holde mig fast eller løfte mig fra gulvet, medmindre jeg siger – ja tak, – løft mig gerne.

Vi lever ikke bedre, hvis vi lever på andres bekostning. Vi lever ikke bedre, ved at giver andre lov til at leve på vores bekostning. Det er løgn og det er den viden, de nye vinde bære med sig.
Det er nye vinde og der er en ny verden i dem – en verden til forskel.