Kære Britta, jeg er i gang med din bog, er næsten færdig og skal holde igen for ikke at sluge den i et hug! Jeg bliver gang på gang ramt og genkender mig selv; det er virkelig stort og godt rigtig rart!! TAK, TAK, TAK! Og du skriver det i et på alle måder forståeligt, sjovt, indlevende og skønt sprog. Udover det vel næsten almenmenneskelige som det med mereværd og mindreværd og andre hvad skal jeg kalde dem… handlingsmønstre (??), så kan jeg i den grad genkende mit – desværre alt for korte ophold – hos Ellen, min frastødning og tiltrækning af hende og stedet, og jeg kan ærgre mig over, at muligheden er forpasset, og jeg ikke havde mod nok til at række ud dengang for mange år siden. Jeg føler mig også genkendt i at være autodidakt kunstner (autointakt som Marie Helger så skønt kalder det!), og alt hvad du skriver om det, og hvorfor man skal lave kunst, som Ellen kommer med en definition på – den kan jeg også bruge!!! Og jeg har også forsøgt at være vedholdende med transcendental meditation – dog ikke den flyvske udgave! Parforholdets faldgruber kan jeg også bare nikke samstemmende til, så det synger, og synes jeg roder rundt i meget af det lige nu. Det med at bekræfte hinanden i, at man er god nok – jeg er så træt af det, og forsøger at finde det i mig selv. Nå, men som du kan høre, så sætter det en masse i gang i mig, og det har jeg lyst til at fortælle dig. Sikke en rejse du har foretaget, og hvor er det dejligt, at du vil dele ud af den!